Et løgnløst sted

Se på mig.

Se på mig, et øjeblik.

Hvordan ser hun ud? Øjnene, ansigtet. Jeg ville ønske, hun vendte hovedet, hævede blikket, blot en enkelt gang, og lod vores øjne mødes.

Hun er blevet smidt op på en plint. Hun hænger dér – maven mod det kolde læder – som en sæk kartofler. Men ryggen: Den bærer sin egen skønhed, langstrakt, strakt ud, og rygraden løber som en buende sti af rytmisk udstående knogler. Hvirvlen ender, hvor ballerne begynder, som et delta. Røven på én gang skutter sig og strutter; dirrer i smerten og vil have mere af den. Jeg tænker på Snehvide: Kvindens hud så hvid som sne. Linjer, der løber i huden, røde af blod. Pisken, i hans hånd, i handsken, læderet: sort som ibenholt.

Tekst: Mara Malene Raun Schmidt
Illustrasjon: Lars Henrik Kaasen Thoresen

 

Vi er på Åben Café på en lokal SM-klub i aften, min veninde og jeg. Vi er «et par vældig nysgerrige på SM», men «uden erfaring hverken med dét eller med klubber», sådan beskrev jeg os i mailen til «Kattepus», da vi tilmeldte os aftenen. Nu er den kommet. Da vi følges, A og jeg, gennem gaderne i et Oslo, der nærmer sig modent forår, fyldes jeg af taknemmelighed for, at hun er her med mig. Hvad skal vi forvente? Det hjælper, at vi er to, der ikke aner noget.

 

Det voldelige frække
Man bliver nemt enige om, at psykisk terror er en dårlig ting, at hustruvold er usmageligt, og at seksuelt overgreb skal straffes. Vi tilstræber ligestilling. Vi ønsker for den enkelte, at hun lever med personlig (seksuel) autonomi og i frihed.

Alligevel er gradbøjninger af dét, vi på gængs vis forstår som fysisk, psykisk eller verbal vold på spil i intime relationer oftere, end vi tror – når vi har sex, eller når vi fantaserer om det. Nogen nyder at få slået røven rød og øm af en «vred elsker». For nogen er det frækkere at blive tvungettil at lave en deep throat end frivilligt gøre det. Der bliver revet i hår, og der slut-shames med filthy mouths. Voldtægtsfantasiener et fænomen, som replicerede studier viser er udbredt blandt kvinder (Critelli & Bivona, 2008); samtidig er det ultimativt den seksuelle fantasi, man som kvinde vanskeligt kan forklare og ikke forstår, man har. Det giver ingen mening, synes vi.

Hvordan kan det være, at vi i erotiske sammenhænge kan nyde eller fantasere om at befinde os i relationelle positioner og situationer, som vi i den hverdagslige «virkelige verden» ikke kunne drømme om, hverken at placere os selv i eller ønske for andre? Hvordan kan volden og tvangen, det smertefulde og fornedrende være frækt?

På ét plan er der ganske enkelt tale om at blive liderlig – kåt, opphisset – af noget, man ikke forstår, hvorfor man bliver liderlig af; på et dybere plan har vi at gøre med en kognitiv dissonans, en emotionel forvirring, forårsaget af clashende ideer om, hvem man er, eller uforenelige idealer for, hvad man skal være; selve konfliktens kerne, tror jeg, er vores balancegang mellem kulturen, vi har skabt, og den natur, vi dog forbliver. At være menneske og dyr. Måske det er selve den grænse, vi bevæger os på, når vi bevæger os i det erotiske.

I et forsøg på bedre at forstå den erotik, som sådanne magtdemonstrationer og -afkald kan indeholde, vender jeg blikket mod SM – en erotisk praksis, hvor magt er over det hele. Den magt, man tilkæmper sig, den, man lader sig frarøve, og den, man ofrer.

 

Mellem eksotik og eksistens
Det nyere og hippe akronym BDSM er et paraplybegreb for de seksuelle retninger bondage, disciplin, dominans, submission, sadisme og masochisme. Jeg tror ikke, at den nydelse ved smerte, man ser i SM, eller at ophidselsen, som underkastelsen og dominansen kan vække, har rod i en patologisk psyke. SM som sygdom har historisk været den herskende forklaringsramme, og stadig i dag har vi at gøre med et marginaliseret miljø. At SM-universet er svært misforstået, forstærkes af populærkulturens stereotype kinky-tacky fremstillinger af det. SM patologiseres eller eksotiseres.

SM er afvigende. Ikke i sig selv fra psykisk eller seksuel helse, men blot fra, hvad man forstår som «normal» erotisk praksis. Netop dét, at der er tale om et univers, der i sit indhold differentierer sig, stikker ud fra den bredt accepterede model, og samtidig er tilstrækkeligt institutionaliseret, gør, at det tager en form, som er synlig for os. Vi kan betragte det. Og vi kan spørge: I hvor høj grad er dét, der sker i SM, egentlig noget transgressivt, excessivt og eksotisk? Og i hvor høj grad har det mon derimod rod i en slags erotikkens grunddynamikker?

 

Orgasmer og vafler
– Fællesintroduktionen er desværre slut nu, siger kvinden, der tager imod vores betaling. Vi står i en krog, der fungerer som entré og garderobe. Jeg skærer vist en grimasse, undskyldende og flov over at være kommet for sent.

Bamsen, som kvinden vinker hen til os og beder vise os rundt, ser det ikke som en ulejlighed, tværtimod. Han møder os muntert og smiler varmt. Han er en kraftig mand, med et rødt skæg og en stemme, man hører gennem alle rummene.

Han fører os ind i bar- og loungerummet, hvor folk sidder sammen i klynger ved borde og sofaer. Videre til de to små, mere private rum bagerst, hvor SM-legende kan lukke døren. Ude foran står et fladt cylinderformet bur. Det er af en højde, der tvinger et tilfangetaget menneske ned på alle fire. I det ene rum hænger en stol af mørkt læder i et hjørne, hægtet fast med et bundt lænker til loftet. «Den er egentlig bare god at pule i», fortæller en fyr, Katten, mig senere, da jeg spørger, «hvad den kan».

Fra baren og loungen har man frit udsyn fra den ene til den anden ende af the playground. Det er et langt og åbent lokale, med hvide vægge og et gulv i lysegråt linoleum, der reflekterer lamperne i loftet. Her står en plint. En gabestok. Et andreaskors på væggen. Ved siden af på et stort jerngitter hænger snore, reb, tov, tunge lænker. Nogle bredere lagenlignende stoffer falder fra loftet; jeg forestiller mig dem glatte, kølige, mod huden. På den bagerste væg hænger et menneskestort rotationshjul med seler. I hjørnerne står krukker med ridepiske og såkaldte floggers. Flade bat af træ, flade bat i læder.

Vi er en 50 stykker i aften. Måske virker vi som flere, end vi faktisk er, på de trange arealer. Der spilles musik, jeg ikke registrerer. Stemmer er højlydte og muntre. Lyde smelter sammen, også i min erindring. En vibrerende summen. Bamsen fortæller os med et smørret grin om dengang, hans dom fremprovokerede 47 tvungne orgasmer i ham i streg. At der serveres sodavand og vafler i baren virker så malplaceret og fjollet og trygt, at vi ikke kan lade være at le.

 

A på hjulet
– Kan jeg prøve?

A peger på rotationshjulet på væggen.

– Så klart, siger Bamsen og løsner selerne.

Hendes spørgsmål kommer bag på mig. Det samme gør min egen panik. Er hun sikker på, hun vil det her? Ved hun, hun ikke behøver? Siger hun til, hvis hun vil ned derfra?

Hun stiller sig foran hjulet, med kroppen vendt frem mod os. Bagover træder hun op i den ene stigbøjle, så den anden. Hun strækker armene ud, så de løber i en ret linje, Bamsen spænder overarmene fast, så håndleddene, og tøjrer hende fast i livet. Jeg må gøre noget. Bidrage. Jeg må begynde på lårene. Jeg knæler foran hende.

Du skal se på hende nu, tænker jeg. Du skal se på hende med et beroligende blik, så hun ved, at jeg er her, og at det hele er okay. Du må se op på hende og finde ud af, om huner okay.

Jeg får ikke mig selv til at møde hendes øjne, jeg er pludselig så forlegen. Selerne, jeg koncentrerer mig om dem. Jeg fumler med dem og ønsker at røre hendes hud. Jeg forsøger at lægge al den omsorg, det er mig muligt, i disse små strejf – måske i et forsøg på at lade omsorgen i berøringerne kompensere for den frihedsberøvelse, mine hænder udøver imod hende.

Så hænger hun dér. Der er noget ved måden, Bamsen griber håndtaget med sine næver og roterer hjulet, der får mig til at tænke på en rødmosset, vejrbidt sømand ved et styrbord. Først 90, så 180 grader, hendes hoved ret ned. Jeg bliver urolig over måden, alle har adgang til hende nu: Et åbent skød, et åbent bryst, og en udspændt, fastspændt krop, som alle kan se eller røre ved eller gøre fortræd. Hun kunne være Jomfru Maria, der ved en hellig kalden – eller en ekstatisk Maria Magdalena, som i en svævende orgasme – overgiver sig og stiger mod himlen.

Hun kunne være Jomfru Maria, der ved en hellig kalden – eller en ekstatisk Maria Magdalena, som i en svævende orgasme – overgiver sig og stiger mod himlen.

 

Henlæggelse
Jeg spænder A fast på hjulet og mærker det grænseoverskridende alene i dét. Det er en indikator for, hvad jeg senere forstår, er en grundbetingelse for SM-leg: Det er ikke alene bunden, der giver afkald på kontrol. Den dominerende vil opføre sig på en måde, der falder uden for «det accepterede»; gøre handlinger, der falder uden for det handlingsrum, der hverdagsligt er tilgængeligt for hende, som hun til daglig gør brug af, og muligvis uden for, hvad hun umiddelbart, i første omgang, er komfortabel ved. Hun som dominerende vil (også) hengive sig til og afsløre sider af sig selv, som ikke engang hun selv kender til fulde og ikke ved, hvordan tages imod. Man vælger at vise sig for hinanden – men man vælger ikke suverænt, og ved ikke, hvad der viser sig. Denne intimitet skabes aldrig ad en one-way street, men ved denne risikotagning, som er en fælles og samtidig henlæggelse af sig selv i sårbarhed.

 

I gabestokken
Jeg er glad for at have mødt Tyskeren. Han gav pænt hånden og præsenterede sig. Han er i 40’erne, tror jeg. Klædt i et midnatsmørkt jakkesæt. Hans briller er runde, i sort stel, og hans dybbrune skægstubbe er af en sådan længde, at de rammer ansigtet ind, giver de milde træk kant; en sådan længde, at de ville stikke let, om man gav ham et kram og vores kinder hvilede mod hinanden.

Han har spændt mig fast i gabestokken.

– Og den er i to niveauer simpelthen! udbryder jeg i imponeret begejstring.

– Alt efter, hvor tæt på jorden, man skal være.

– Eller hvor højt i sky, ens røv skal føles, smiler jeg op til ham, så godt det nu lader sig gøre med hoved og arme spændt fast i en gabestok.

Tyskeren er forholdsvis ny i klubben. Han er sød. Noget giver mig følelsen af at have en følgesvendi ham. Måske han også føler sig en smule sat af. Måske jeg også er hans ly, som han er blevet mit. Nu er vi her, generte og akavede sammen. Min veninde er bedre til at møde alle disse mennesker, bare tale med dem. «Hva heter du, søtnos?» hørte jeg en ung kvinde spørge hende før. Nu står hun, A, med ryggen lænet mod væggen længere henne og med tre kvinder rundt om sig. Jeg får vendt hovedet i gabestokken, får et glimt af hende, jeg holder af hendes udstråling. Jeg ser, at det varme, lysende blik, med hvilket hun ser på én, ikke er særligt forbeholdt mig.

Over plinten, til alters

Blot nogle meter fra os er en scene begyndt at tage form: En nøgen kvinde hænger med kroppen over en plint. Bamsen rammer hendes røv med sin flade hånd. Så igen. Hånden, i en handske af læder, bliver ikke træt. Røven bliver rød. På Bamsens befaling lægger en anden mand en lang, smal pisk i hans hånd. Manden, som er yngre og spinklere af bygning, minder om den person, som står bag kirurgen og lægger redskaber i hånden på ham, når der skæres og graves i den åbne krop på operationsbordet. Det første slag fra pisken rammer, og ryggen vrider sig. Flere. Bamsens bevægelser er overvejede, timingen minutiøs. Der er en målrettethed i slagene, der virker som dedikation. Lidenskab.

Kroppen skælver. Man hører hende hulke nu. Indædt, stille. På et tidspunkt har den unge mand forladt positionen bag Bamsen, han er hos hende. Han aer det lange hår, kærtegner hovedet, der er sænket. Som hun udvises omsorg i den ene ende, mishandles hun af Bamsen i den anden. Jeg er kommet fri af gabestokken, nu står jeg her, jeg taler med Tyskeren. Jeg ser hen på A og ville ønske, hun så på mig. Ser på de andre i rummet, der ser på kvinden. Jeg forsøger at forstå disse blikke: Er I tændte? Ønsker I hver især, det var jer, der hang dér? Eller havde pisken i hånden. Længes du også efter hendes øjne? Er du i vildrede? Føler du dig også ensom lige pludselig. Jeg ville ønske, jeg kunne trække hende væk, denne snehvide kvinde, til et fjernt rum, lukke døren og holde lyde ude; holde om hende, redde hende, lade hende hvile i min favn. Jeg ville ønske, A så på mig.

De to herrer knæler foran den færdige krop: De ser op og kærtegner mærkerne, kærtegner huden medærefrygtige hænder, i hengivenhed; som var kvinden både guddommen, de bad til, og det slagtede offerlam over alteret. Det har en sær skønhed over sig: Røde floder bløder i det hvide landskab.

 

Selvets orden
Dét, som i den teoretiske diskurs kaldes power exchange og power performances,kan siges at være både målet med såvel dynamikken i SM-interaktioner, mener den amerikanske sociolog og etnograf Staci Newmahr i sin bog, Playing on the Edge: Sadomasochism, Risk and Intimacy (2008), der baserer sig på et 4-årigt «going-native» feltstudie i miljøet. Nogen dominerer, nogen domineres. Kontrol afgives, magt påtvinges. Men hvorfor overhovedet denne kredsen om og leg med magt? Clues får vi allerede i titlen på Newmahrs studie: Det har at gøre med risiko og intimitet, og ikke blot grænser, men at lege med disse grænser.

Grænsespil, som SM er fuld af, udspiller sig blandt andet på et indre emotionelt-psykologisk niveau. På en akse spændt ud mellem kaos over for orden er modstykket til den indre emotionelle uorden da en form for selvkontrol, selvets orden, eller i praksis dét at holde ud, stå imod, hvad end der sker én. Det er ikke kontrol af en situation, man bestræber sig på, men kontrol i en situation. Emotionelt edgework er ikke følelsesmæssige aspekter ved edgework, fastslår Newmahr, men et edgework, der udfordrer og forhandler emotional edges. Al SM er emotionelt edgework, mener hun: Man befinder sig disse egne privategrænser, og man er dér for grænserne (p. 163); for til stadighed at rykke grænsen for sin indre selvets orden.

 

Hinsides
Tyskeren har ført mig ind i det ene af de to små rum allerbagerst. Jeg blev i tvivl: Skulle jeg lade døren være åben eller lukke den; ville det kunne fornærme ham, det ene eller det andet? Jeg lod den stå på klem.

– Jeg freaked’ lidt ud derude, med kvinden, indrømmer jeg med et smil. Hun græd. Så du, hvor meget hun rystede til sidst?

– Hun var i subspace, tror jeg…

Det havde jeg læst om. Subspace. Det er en heightened state of mind, man som sub eller bottom kan træde ind i som en virkning af en næsten altopslugende dominans- eller smerteoplevelse. Man kobler ligesom helt fra, er høj, svæver; man kan føle sig hinsides tid og sted, hinsides krop.

– Hun er helt okay! tilføjer han. Du så, hvordan de passede på hende, også bagefter? Det er aftercare.

– Aftercare? Hvorfor dét?

– Når man leger … At ende i subspace, man flyver nærmest helt op, eller… flyder helt væk … Efterlader du din sub dér … Det er ikke et sted, man skal efterlade nogen. Man skal sørge for at få hende tilbage igen.

– Er det en form for ekstase, subspace?

– Ja … Og den er farlig, altså, også psykisk… hvis det ikke foregår på den rigtige måde.

Subspace lyder lidt som at være på ret hårde stoffer, tænker jeg. Eller en vild orgasme eller en guddommelig, transcenderende åbenbaring. Eller som at dø måske.

 

Til korset
– Vil du prøve?

Vi står ved andreaskorset. Alene disse bevægelser får noget i mig til at sitre: At stille mig foran korset, læne mig tilbage, sprede mine arme, benene. Ham foran mig, med sin krop i det midnatsblå jakkesæt, han spænder mig fast. De store hænder. Han sveder let. Jeg får lidt ondt af ham: Han vil gerne gøre mig ondt med de hænder, tænker jeg, gerne ordne mig på korset og kalde mig grimme ting, og stadig er han så ordentlig og tålmodig og sød.

– Hvordan føles det?

Jeg lader, som om jeg tænker mig om, mærker efter. Der er en varme i mine kinder, da jeg smiler til ham:

– Det føles sgu okay.

– Kan jeg komme ind? Forstyrrer jeg noget?

Manden, der står i døren og kigger ind i det lille rum, er ung og smuk. Jeg synes om, at man kunne antage, at vi, jeg og Tyskeren, var to, der havde noget sammen, noget privat, kun vores; lige så meget synes jeg om, at vores could-be private sfære nu penetreres af denne fremmede. At Katten stiller sig foran mig og ser på mig. At jeg ikke kan give ham hånden, fordi jeg er spændt fast. Jeg bliver pludselig bevidst om, at mine bryster må syne særligt store, som jeg står her.

Da min veninde viser sig i døren, synker mit bryst. Mit bryst er varmt og synker og sukker. Jeg ser dem give hinanden hånden, Tyskeren, A og Katten. De udveksler navne. Jeg tror, de taler om klubben, om aftenen indtil nu, om at Katten har «en anelse ekshibitionistiske tendenser», om Oslos strand for nøgenbadere. Tyskeren præsenterer sig som dom, det samme gør Katten, A siger, vi kender hinanden fra studiet, at vi er nysgerrige, ikke har været her før. Én lader en bemærkning falde om den tykke dug, der har lagt sig over ruden.

– Det har nok været en hed aften herinde, hører jeg en anden svare.

Mit blik falder i staver dér: Duggens drømmeriske, støvede skær gør, hvad end der findes på den anden side, til en verden andetsteds. Jeg er spændt fast på korset. En åben krop, der giver op. Jeg er udmattet og tavs. Jeg føler mig lykkelig lige pludselig.

 

Legen og det sande
Det var en lykke ved ikke at kunne, tror jeg. Tyskerens handling var en slags, om end symbolsk, frihedsberøvelse. Det føltes derimod som et øjeblik netop af frihed, en anden form for frihed. Jeg kunne ikke give Katten hånden. Jeg kunne ikke gå i garderoben for at finde min jakke og takke for i aften. Det var okay ikke at præsentere mig selv uddybende, ikke at virke udadvendt, ikke sige meget. Min passivitet skulle ikke retfærdiggøres, undskyldes eller kompenseres for. Jeg kunne hvile i den. Se på disse tre mennesker og holde af dem. Hvile.

Jeg var aldrig reelt magtesløs. Jeg følte på egen krop, hvilken performativ signifikans, sådanne handlinger kan have. Det blev en samhandling af symbolsk vægt, af en næsten rituel karakter: Jeg giver dig magten over mig, sagde min krop til hans, da den lod sig spænde fast af hænderne. Noget i min oplevelse rakte ud over min bevidsthed om passificeringens grænse og begrænsning. Magtfratagelsen, symbolsk og rituelt ladet, var performet. Min oplevelse af én eller anden form for kontroltab var autentisk. Tilliden, jeg følte, at jeg viste ham.

I den ideelle SM-scene, hvor troen på ligeværd kastes bort om end blot for en stund, føles denne asymmetriske magtrelation virkelig, sand. Det fælles i SM, på tværs af konkrete former og specifikke relationer, er en søgen efter oplevelser af en sådan magt og afmagt og efter følelsen af autencitet i disse ellers performede magtubalancer, mener Newmahr. De konstrueres og opretholdes, forhandles, udfordres og videreføres, og, i de enkelte øjeblikke, vigtigst af alt: De troes på.

Det væsentlige i en SM-scene er ikke nødvendigvis et reeltfravær af magt, en decideret faktisk risiko, eller en intimitet, der lever op til gængse standarder for, hvad intimitet i relationer er; det er ikke væsentligt, hvorvidt noget er stabilt, statisk, faktisk foreliggende. Det afgørende er den subjektive erfaring, og det skabte og det delte som begivenhed; som glimt af sandheder, der skabes og sker.

SM er en gåen på opdagelse i et afgrænset tid og rum, det er delte eventyr mellem mennesker – og vigtigst af alt, mellem ægte mennesker, med kroppe, stemmer og blikke, der er deres egne. Intimiteten ligger, blandt andet, i, at de fysiske sensationer og kroppens reaktioner – mærkerne og blodet, den skælven, våde øjne, et vådt køn – er ægte; at begæret, den udøvede vold og smerten er. Ureducérbare og uforvrængelige viser de sig, som egne vidnesbyrd og sandheder. Et nøgent, løgnløst sted.

 

Det «gode» og dets grænse
Vi har et hierarkisk værdisystem for seksuelle praksisser, eller A Charmed Circle og Outer Limits, sagde Gayle Rubin i sit kanoniske feministiske skrift «Thinking Sex: Notes or a Radical Theory of the Politics of Sexuality» (1984/1999): Den «gode», «normale» og «naturlige» seksualitet, forklarer hun, er heteroseksuel, inden for ægteskab, monogam, reproduktiv og ukommerciel; den sker mellem et par af to inden for samme generation, og den sker derhjemme. Den indeholder ikke pornografi, fetichobjekter, legetøj eller andre roller end mand og kvinde. Den sex, der går imod disse standarder, er «dårlige», «patologiske», «unaturlige».Offentlige, «rene» diskurser om sex – om disse så er religiøse, kliniske, populære eller politiske – billiger kun en brøkdel af menneskelige seksuelle kapaciteter og praksisser. Vi har som samfund et behov for en sådan symbolsk grænse mellem «god» og «dårlig»  seksualitet. Det evige spørgsmål bliver da, hvor grænsen skal trækkes, på hvilken side af grænsen specifikke handlinger falder, og hvilke former for aktiviteter, «if any, [that] may be permitted to cross over into acceptability.» Denne linje er, ultimativt, linjen mellem «sexual order and chaos.» (Rubin 1999, pp. 152-154)

 

Det udenforfaldende
Begær, ifølge Foucault (1985) er socialt og historisk betinget, og dynamisk genereres det af og responderer på sådanne sociale ordener. «The law [which] we expect to repress some set of desires which could be said to exist prior to law», fastslår Judith Butler, «succeeds rather in naming, delimiting andthereby, giving social meaning and possibility to precisely those desires it intended to eradicate.» (Butler, 1987, p. 218, min kursivering.)

Det erotiske liv vil altid være enten dét akkurat på kanten, eller dét, der falder udenfor, men samtidig ontologisk afhængig af alt dét, det ikke er. Erotikken som det Andet – og som kraften, der genererer begær, længsel og liderlighed i kroppene – er iboende, vedvarende og insisterende transgressiv og subversiv; den er voldelig over for, men samtidig inspireret af og henter liv fra, en hvilken som helst (anden) orden.

Når vi oplever at nærme os grænsen, denne skurren imod det udenforfaldende, kan det ske i konflikt med vor forståelse af at være civiliserede, kulturelle, sociale og etiske væsner. Menneske. Det truer vores egen indre, konceptuelle ro. Relationen mellem disse sfærer – det udenforfaldende Andet overfor alt det andet er ontologisk problematisk. Vores erfaringer, når vi navigerer i det, bliver det nødvendigvis også.

 

Conceptually muddy waters
På samme måde, som moraliserende, konservative kræfter er opdragende, er der noget tilsvarende opdragende ved en kvindebevægelses feministiske promovering af den ideelle (seksuelt) frie, potente kvinde, vi skal blive. Da bliver endnu noget gjort til «forbudt», i hvert fald ikke-ønskeligt. Symboler og roller, idealer, manifester, billeder, reklamer, stereotyper; sociale scripts og sociale repræsentationer: I dét øjeblik, menneskelige ideer og sociale forestillinger – om disse så er konforme og konservative, liberale og radikale – siver ind i dét, der er seksualitet, sker en multiplicering af, hvad det (seksuelt) «forbudte» er, en multiplicering af grænser – som netop er liv til det erotiske mulighedsrum. Det seksuelle bliver avanceret.

De conceptually muddy waters, som Newmahr kalder dem (p. 73), bliver muddy, alene idet den seksuelle interaktion penetreres af og sammenfalder med disse praksisser. Netop i dyret, der er blevet et selvbevidst, reflekteret væsen, muliggøres ideen om den unaturlige – eller blot mindre (på den ene eller anden måde) ønskelige – seksualitet; det er i et sådant erotisk-symbolsk, og evigt værdiladet, rum, som er menneskets, at den emotionelle konflikt og ambivalens ved sig selv som seksuelt væsen opstår. Det er deri liderligheden og leden trives.

Et landskab gjort af grænser
Foruden at falde uden for grænserne for «god» seksualitet, er SM i sig selv et landskab gjort af grænser: Et emotional edgework, hvori du står imod og holder ud, hvad end der sker imod dig, hvad end der sker indeni dig, og du konstant flytter grænserne for, hvad du kan klare; et collaborative edgework – jeres samtidige henlæggelse af jer selv i sårbarhed, hvorved den enkeltes ofringer giver rum til sammen at finde noget større. Du flyder af sted i subspace, hvori tid, rum og kroppens grænser ikke findes; eller jeres egne vidnesbyrd, egne glimt af sandheder, sker.

På et symbolsk niveau overskrider SM normative grænser og lever sit liv et sted mellem det kulturelt acceptable og kulturelt uacceptable, det moralske og det amoralske, det tilladte og det forbudte.  For en stund sættes hegemoniske kræfter ud af spil, eller de tjener jer og ikke omvendt.

SM er paradoksalt: Det er underminerende og konformt, frigørende og undertrykkende, performativt og autentisk, misogynt og feministisk. Destabiliserende, liminalt, og i konstant bevægelse på grænser, der etableres, videreføres, udfordres, undergraves og sættes ud af spil, sættes i værk på ny…

 

Det, der skabes og sker
SM er et fascinerende univers, blandt andet fordi det tilbyder sig som et vindue til grunddynamikkerne for erotisk liv. Er en slags mikrokosmos for det erotiskes skelet. Nogle strukturer for og elementer i SM-interaktioner er diskursivt udtalte, teoretiserede, bevidste hos deltagerne, andre er ikke. Ikke desto mindre forstår de legende – eller: De oplever på kroppene og dyrker med disse kroppe – det lystfulde grænsespil. De udforsker komplekse forbindelser mellem magt og afmagt, adgang og intimitet, smerte og sensualitet, vold og ømhed, frygt og hengivenhed, det autentiske i det performative. Mens de hengiver sig til landskabet gjort af grænser, nysgerrigt og insisterende, møder de samtidig med mod, og ånder i, den emotionelle risiko og udsathed, som en sådan leg også er. Det er en sårbarhed, man ikke møder alene i dét, der sker i den farefulde leg med et andet menneske: Den enkelte bliver, måske gentagende, konfronteret med skurrende diskurser, idealer, der ikke kan forenes, og med dét, der kan føles som afgrunde mellem flere, og modstridende, identiteter i ét og samme selv.

Det er en sårbarhed, vi kender til. Vi genkender at bevæge os i conceptually muddy waters. At fantasere om, drages, blive liderlig af noget, uden at fatte hvorfor. At væmmes ved, at vi gør det. Det er, som om vores kroppe kan flyde derhen, vi ikke længere kan eller synes om at følge den. Noget i os kan ofre det selvbevidste selv momentant i liderligheden, og vi kan føle os være vendt tilbage, skræmte og forbløffede, i en postklimaktisk krop, der higer efter vejret. Vi forsøger at skabe meningi det, forklare det, og vi oplever, at logikken og sproget ikke rækker, at vi ikke finder noget, som gør. Som om vi opdager os selv for sent, på den anden side af en grænse nu, og at vi her kommer til kort.

Det er de grænser, vi nærmer os. Det er den skam og sitren, den lede og liderlighed i kroppene, vi mister os til. Det er selve alt dét, vi bevæger os i, når vi bevæger os i det erotiske. Som noget eksotisk og andet, noget udenforfaldende. Men også, måske netop derfor, et – på sin egen måde – løgnløst sted. Glimt af sandheder, der skabes og sker.

 

Mara Malene Raun Schmidt går 5. semester bachelor i psykologi 

 

Referencer

Butler, J. (1987). Subjects of Desire: Hegelian Reflections in Twentieth-Century France. New York: Columbia UP.

Critelli, J.W. & Bivona, J.M. (2008). Women’s Erotic Rape Fantasies: An Evaluation of Theory and Research, in Journal of Sex Research, 45(1), 57-70. Taylor & Francis Group.

Foucault, M. (1985). History of Sexuality. New York: Vintage Books.

Newmahr, S. (2010). Playing on the Edge: Sadomasochism, Risk and Intimacy. Bloomington: Indiana University Press.

Rubin, G.S. (1984/1999). Thinking Sex: Notes for a Radical Theory of the Politics of Sexuality. In Aggleton, P. & Parker, R. (Eds.), Culture, Society and Sexuality: A Reader, 143-178. New York: Routledge. (First published in Vance, C.S (Ed.), Pleasure and Danger: Exploring Female Sexuality.)

Stoler, A. (1995). The Education of Desire and The Repressive Hypothesis, in Race and the Education of Desire: Foucault’s History of Sexuality and the Colonian Order of Things. Durham: Duke University Press.

 

Legg igjen en kommentar